Fysioterapi: +45 30 48 07 85 Sportsfysioterapi: +45 30 48 07 95

Albuesmerter

Albuesmerter stammer hyppigt fra muskler og sener omkring albuen som er inflammerede grundet overbelastning. Symptomerne kan også være udløst fra nerver, ligamenter eller slimsække og kan stamme fra fx andre områder som fx nakken.

Mussearm/Tennis- og golfalbue

Symptomer

Hvis du har ondt i senevævet, skyldes det ofte overbelastning grundet ensidige gentagende bevægelser eller statisk arbejde. Har du kontor- eller samlebåndsarbejde, kan dine smerter ofte forebygges ved indstilling af bord, stol, skærm, tastatur eller mus (læs mere om ergonomi her). Sport kan ligeledes påvirke senevævet, hvis mængden øges for hurtigt, eller der indlægges for lidt restitution. Desuden kan ketcher og andet udstyr have en betydning for dine albuesmerter.

Har du ondt på ydersiden af albuen, kan du have overbelastet håndleddets strækkemuskler og deres senehæfte på albuen. Denne tilstand hedder epikondylitis, også kaldet tennisalbue eller musearm. Hvis dine albuesmerter er lokaliseret på indersiden af albuen, er det overbelastning af de muskler som har til funktion at bøje håndleddet, det hedder epikondylitis medialis – også kaldet golfalbue.

Hvis smerterne har en sovende, snurrende karakter, skyldes det enten nervevævet eller nedsat blodcirkulation. Hvis din nakke og brystkasse mangler bevægelighed, eller du har spændinger i bryst- og halsmuskulatur, kan dette medføre føleforstyrrelser og smerter i armen. Nogle gange kan man opleve en kombination af symptomerne.

Undersøgelse og Behandling

Vi undersøger din albue og de relevante omkringliggende strukturer.

Vi behandler dig med mobilisering og muskel- og fascieteknikker for at bedre dit blodomløb ud til armen og løsne din muskulatur – så du hurtigere kan komme af med smerterne.

Vi lærer dig hvordan du bedst muligt varetager skaden og vi instruerer dig i øvelser der styrker din albue. Nogle gange kan en albuebandage hjælpe med at aflaste og lindre dine smerter.